I sorgens mørke

Det her indlæg har så lidt at gøre med det jeg ellers ønsker at dele, og alligevel har det alt at gøre dermed.

Den 20.09.2017 kl 21:25 døde min mor af et hjertestop.

Mit humør er noget så påvirket af sorgen. Nok kan jeg stadig glædes over mine børn, min forlovede og andre ting, som også før skabte glæde i mit sind. Men den isnende smerte, afmagten, følelsen af uendelig ensomhed og længslen, som på ingen måde kan imødekommes, overmander mig pludseligt flere gange om dagen, og resulterer i tårer, hulken og behovet for at pudse næse – igen.
Jeg er næsten lidt træt af mig selv for ikke bare at kunne græde færdig én gang og så være fri for det resten af livet. Men jeg ved også godt, at det på ingen måde kan lade sig gøre. Så jeg giver det plads og ro.

 

Men hvordan får man plads og ro til at sørge over så stort et tab, når man har to børn, oven i købet passer det ene af dem selv derhjemme og arbejder som selvstændig privat børnepasser?

Ja, jeg var også lidt bange for, at det ikke ville kunne lade sig gøre. Men jeg har bare besluttet mig for at være åben overfor dem omkring mig om hvordan jeg har det, og dermed skabe plads til at tårer godt må snige sig ind i min hverdag.
Jeg er ikke spor vild med at græde overfor folk jeg ikke kender specielt godt, at vise mig så sårbar er én ting, men at rippe op i såret over tabet af min mor ved at skulle forklare, svare på spørgsmål, nej, det ønsker jeg ikke.
Netop derfor har jeg nu valgt at det skal være ok for mig at græde uden forklaringer, så jeg kan hele mine sår med tiden, uden skam.  Og for at kunne det, tænkte jeg at det kunne være en hjælp, at forklare mit sår på skrift.

Torsdag den 21.09.2017 kl 10:23 ringer min telefon – “Oma” (tysk for bedstemor) står der på min skærm. Jeg tager den og når at tænke, at det er godt hun ringer, jeg ville også have ringet til hende i en uges tid allerede, for at fortælle om alle de spændende gode nyheder jeg havde.
“Hallo…” Siger jeg, og før jeg når at sige “mor”, hører jeg min fars stemme i stedet, hans humør er skidt, det kan jeg allerede høre i blot hans første hilsen “Hallo? Nati? (Han holder ved med at kalde mig mit gamle kælenavn, men han har lovet at prøve at huske mit nye navn nu)”.
Så spørger han, om jeg har fået beskeden fra lægen på min mobil aftenen før. Nej, det havde jeg ikke endnu (læs, jeg havde ikke aflyttet min telefonsvarer endnu, selv om jeg havde set, at et tysk nummer havde ringet og efterladt en besked).
“Mama ist tod” siger han så – og så går min verden i stå. Thor sidder og leger ved siden af mig med sine biler. Jeg ser på ham, og alligevel ikke. Jeg stirrer i luften og prøver at forstå at det her er alvor, virkeligheden og at det nu er for sent at ville ringe til hende….

Imens forklarer min far hvad der var sket… Jeg hører ham sige at hun fik et hjertestop og at nødlægen havde forsøgt at redde hende…. Jeg hører ham fortælle om hvordan han måtte køre hende hen til borgmesterens hus for at låne deres telefon og hvordan hun havde det enormt skidt da han var kommet hjem om aftenen…..

Jeg hører ham, men jeg hører ikke rigtig efter, jeg forsøger at begribe det. Jeg ville så gerne fortælle hende om hvor godt det går med Thor, og om hvordan han nu går på potte og har lært så mange nye ord. Hvordan vi holdt Sidsels fødselsdag søndagen før, og at hun nærer et ønske om at komme til Japan. At vi har udsigt til at kunne komme på ferie i Sydney her til efteråret. At jeg har fået to børn i min private børnepasningsordning og at de begge to er så super søde, at jeg er overdrevet lykkelig over at have startet den ordning. At kunne fortælle hende, at jeg ikke længere er i tvivl om at jeg nok skal klare mig som selvstændig (som jeg ellers fortalte hende i sommers). At jeg nu følte mig tilpas og vidste at jeg nok skulle klare mig helt fint.

…Min far kunne høre mig bryde ud i gråd og sagde at jeg ikke skulle være ked af det, vi måtte kæmpe os igennem det her sammen, vi skulle nok klare det.
Jeg tænkte blot – ok, han kan ikke klare jeg græder, jeg må holde det lidt tilbage nu, hvor vi snakker, så kan jeg græde ud bagefter.
Vi aftalte kort at jeg lige ville snakke med Martin om hvornår vi kunne komme hen til ham for at sige farvel til min mor, og at det helt sikkert ville blive i weekenden. Jeg skulle bare ringe tilbage.

Og så lagde vi på.

Gråden overmandede mig fuldstændig. Min krop gik helt i opløsning og alting var blot smerte. Thor så på mig, vurdere mit humør og kom så hen med en bil og ville lege, da han så mig smile lidt til ham over hans kærlige gestus, kom han til mig for at give mig et kram – jeg sagde “Mor er ked af det, skat. Mor savner Oma, fordi hun nu er død”. Thor forstod selvfølgelig ikke meningen bag ordet død, men jeg følte at det var en tilpas forklaring for ham, da han nikkede og gav mig et kram til.
Jeg krammede ham tilbage og sagde: “Jeg vil gerne lege med dig om lidt, skat, men nu har jeg brug for at ringe til far først.”

Martin kunne ikke tage mit opkald, og for første gang nogen sinde, kunne jeg ikke lade være med at efterlade en besked på hans telefonsvarer og håbe at han ville aflytte den hurtigst muligt, så han vidste hvor galt det stod til, og ville komme hjem straks.

Han ringede tilbage et stykke tid senere, og da han havde fået at vide, hvad der var hændt, spurgte han bare om jeg gerne ville hen til min far med det samme, eller om vi skulle vente til fredag eftermiddag. Jeg ville gerne afsted samme dag, så vi aftalte bare, at jeg skulle ringe Sidsel hjem straks og begynde at pakke og gøre os klar til afgang mens han skyndte sig hjem.
Den mand er bare så fantastisk.

Jeg forsøgte at få fat i min far igen, men telefonen gik straks på telefonsvareren resten af dagen. Og da vi kom frem sad min far i sin sælvanlige stol og halvsov foran fjernsynet, med lettere hævet øjenparti.

Døren havde været åbent, så jeg var gået ind og havde kaldet indtil jeg kom ind i stuen. Jeg ruskede ham blidt og sagde bare “Hallo Papa.” Han rejste sig og vi krammede en stund uden ord.

Jeg forklarede ham at vi straks var kommet for at kunne være der for ham og hjælpe ham med det praktiske, skulle han have behov for det. At vi havde ringet og sendt beskeder.
Han sagde at telefonen var løbet tør for strøm og at han havde haft bøvl med at få den til at virke igen, så nu lå den bare til opladning.

Jeg fik hentet Martin og børnene ind og Thor fik lov til at give Opa en buket roser, som vi havde købt for at give ham en smule kærlig energi at omgive sig med både nu og i de kommende dage.

Vi fik lov til at komme i kapellen lørdag eftermiddag, hvor vi hver især kunne få lov til at få et par minutter alene med min mors krop.

Jeg er ikke kristen og tror ikke på hverken himmel eller helvede. Jeg er heller ikke sikker på om jeg tror på reinkarnation. Men jeg ved, at jeg tror på, at min mors krop indeholder min mors energier, selv når hendes sind ikke længere fodrer den med flere nye tanker, ideer og vibrationer. Så da jeg fik fred alene med min mors krop, gav jeg mig til tale lidt med hende, mest fordi jeg ikke kunne lade være med at ønske at jeg kunne tale rigtigt med hende.

Derefter gav jeg mig til at udføre en “space clearing”, fordi det føltes rigtigt at rense hendes krop for hendes energier, og give dem tilladelse til rejse ud i universet, og hvor end de måtte ønske at rejse hen.
Jeg pyntede hendes hoved med en “krans” (jeg lagde dem rundt om hendes hoved på puden) af smukke citrongule blomster fra hendes egen have, og lagde fjer på hendes pude over hendes skuldre og lagde 5 lavendler under hendes kolde foldede hænder sammen med en blomst Thor havde plukket i hendes have.
Jeg tændte noget helt særligt røgelse, med vaniljeduft og stillede smukke skåle med viet vand og friske blomster rundt om hendes leje. Og på hendes pande og ned i en linje hele vejen til hendes fødder anbragte jeg alle mine bjergkrystaller.
Så rensede jeg hende med hvid salvie og sagde farvel til hende imens.
Derefter dryppede jeg viet vand omkring hendes leje med et blomsterhoved og brugte til sidst energi på at visualisere rent lyst omkring hendes krop, som steg til vejrs og slap hendes energier fri til at tage videre.

Jeg sluttede ritualet ved at takke de fem elementer ét efter ét mens jeg rød op efter mig. Jeg efterlod dog blomsterne om hendes hoved og under hendes hænder.

Noget af det, der var værst ved denne afsked, var at se hvor unaturlig hun så ud i det underlige tøj bedemanden som standard kommer de døde i. En hvid lig-kjole, med høj lukket hals, lange vidde ærmer med elastik ved håndleddet og flæser i kanten, og en lille perle-broche ved halsen.

Det var næsten gyseligt. Det var bare ikke noget for min mor. Jeg er sikker på at hun ville have lignet sig selv mere, i sit eget tøj, selv nu hvor hendes ansigts muskler ikke kunne trække huden op i et smil længere og folderne derfor blev trukket ned at tyngdekraften, som fortrak hendes mund til en utilfreds tynd streg. Uden hendes briller, uden de store øreclips hun plejede at gå med og uden den høje knold/hestehale eller på anden vis løftede frisure, lignede hun ikke min mor ret meget.

Men jeg fik sagt mit farvel til hendes krop med den viden, at det ville være sidste gang jeg så den og at den ville blive brændt om en lille uges tid.

Onsdag den 27.09.2017 kl 14:00 tog vi alle sammen i kirken for min fars skyld, for at sige farvel sammen, og tog derefter hjem til ham til “gravøl” som i Tyskland holdes ved at man får kaffe og kage.
Her kom der nogle af min mors gamle og nye venner og var med til at muntre min far lidt op med deres selskab.
To lagkager og en bradepandekage blev serveret og næsten spist op, løfter om snarlige gensyn blev udtalt og der blev endda grinet lidt her og der.

Selv for mig var det rart at gense nogle af mine forældres bedste venner efter mange år og endda blive inviteret hjem til dem, for at hilse på deres søn, som jeg havde leget med i min barndom, og hans tre børn og kone. Det var også meget healende for mig at gå rundt i min mors have og høre min søn skraldgrine henne på gyngen, hvor Martin kildede ham og pjattede rundt med ham.

Livet fortsætter sin gang uanset hvem der falder fra undervejs, uanset hvad der hænder. Der vil altid være noget der fortsætter med at bestå, og forhåbentlig vil der også altid være noget liv et sted i dette univers, selv når vores sol en dag må gå til ro.

Nu har vi været hjemme i Danmark i næsten en uges tid igen og jeg har stadig ikke magtet at åbne kasserne jeg tog med hjem fra min mors værelse. Jeg ved jeg får brug for støtte igennem det, så jeg venter på at Martin kan være der for mig imens.

Men jeg er blevet det klogere på livet: Det skal leves mens man har det, så en uåbnet kasse skal ikke holde mig fra at fortsætte med at gøre andre ting jeg VED giver mening for mig.

  • Jeg har derfor valgt at fortsætte med at passe de to skønne børn,
  • fortsætte med at nyde at hjemmepasse min søn,
  • fortsætte med at dyrke børne- og yoga (wow dejavu lige her – gad vide hvor det kom fra….),
  • fortsætte med at undersøge hvordan man kan hjemmeundervise sine børn i Danmark,
  • fortsætte med at tale med folk jeg holder af,
  • fortsætte med at lære om Steiner pædagogik/unschooling/babytegn og mange andre spændende ting,
  • fortsætte med at bygge strukturen op i de online kurser jeg ønsker at udgive, for at hjælpe andre kvinder,
  • fortsætte med at gøre mig selv til en person jeg selv ville se op til og ønske at møde og være,
  • fortsætte med at LEVE mit liv.

Den kasse skal jeg nok få styr på snart.

Men hvad har alt det her så at gøre med moderskabet og dets healing, spørger du måske?

Ingenting, og alligevel alting.

Det at miste min mor, er i lige så høj grad en del af min rejse som mor, som det at føde mine egne børn. Afskeden og smerten, lære at leve med savnet og forstå hvordan det har været for min mor at stå selv med sine børn. Se moderskabet med nye øjne og forstå helt inde i marven, at livet er ufatteligt skrøbeligt, og kan slutte når som helst. Forstå, at jeg ikke kan ændre fortiden, men kun kan være i nuet og håbe på at det vil gavne fremtiden på et helt nyt plan. Åh, det er pinefuldt at fortryde, at jeg ikke fik ringet noget oftere til min mor, for at dele mit livs ups’n’downs med hende. Men det har lært mig, selv om jeg egentlig “vidste” det før, at jeg må leve det liv der er meningsfuldt for mig, lige NU. Jeg kan ikke udskyde det til i morgen, for da kan det være for sent.

Derfor kommer det her indlæg også i første omgang helt uredigeret op, uden billeder, uden overskrifter eller flere afsnit. Bare som det kom til at flyde ud af mig i dag. Uden filter, uden omtanke for om det mon kan støde nogen. Jeg har lovet mig selv ikke at holde mig selv tilbage længere. Jeg har lovet mig selv, at handle på det mit hjerte føler er det rette.

Og derfor vil jeg også udgive det her indlæg nu… så må I bare komme tilbage en anden dag, hvis I synes det er for uoverskueligt uden billeder og afsnit mm. 🙂

Og hvordan er det så jeg healer efter tabet, når nu jeg arbejder fuldtid samtidig?

Som sagt er jeg åben om hvordan jeg har det og tillader mig at sige nej tak til at tale om min mors død, når jeg ikke ønsker at snakke.

Jeg bruger også meget tid på at være mindful når jeg leger med Thor og de børn jeg passer. Jeg glemmer faktisk ofte hvad der ellers sker, er sket og skal til at ske, når jeg leger med børnene og tager mig kærligt af dem i nuet. Det er noget så rart og giver mig også muligheden for at tanke op selv om det også kræver energi at passe børn. For jeg nyder deres smil og vores forbundethed. Det fylder mig med kærlig energi og det healer mig.

Jeg tillader mig selv at græde når jeg kan mærke klumpen i halsen, uanset hvor og hvornår. Er Thor der imens, siger jeg blot “Mor er ked af det, jeg savner Oma.” Og så forstår han straks og giver mig som regel et lille kram.

Jeg sørger for at bede om de kram jeg har brug for at Martin og Sidsel og siger hvordan jeg har det, når jeg har en følelse jeg ikke kan klare at komme igennem uden kærlig støtte.

Jeg har søgt ind i en sørgegruppe hvor jeg læser om andres sorg og skriver om min egen.

Jeg deler min sorg på min instagram feed, hvor jeg lægger billeder og ord op, som fylder i mit hoved, nogen gange også på Facebook.

Jeg ser mange gange om dagen på et gammelt billede af min mor, som hænger i vores stue, siger til hende, at jeg savner hende og ville ønske hun stadig var i live, og tillader mig at være i den følelse af at savne hende og være trist.

Jeg tillader mig selv at være glad uden dårlig samvittighed eller tanke for hvor trist jeg BØR være, når noget eller nogen muntrer mig op.

Jeg tillader mig selv og mine børn at se søde tegnefilm om eftermiddagen, når jeg ikke magter at gøre andet end at nusse dem. Vi kan altid gå tilbage til at lave andre ting når mit overskud er vendt tilbage.

Jeg lytter til musik jeg holder af og laver ting jeg kan lide, som fx at male eller gå ture.

Jeg tillader mig selv at maden er mindre overdådig end normalt, giver mig lov til at lave spaghetti med ketchup eller rugbrødsmadder, når humøret kræver mindre arbejde i køkkenet og mere tid til at kramme med familien.

Jeg vil gerne uddybe denne liste, men nu er det faktisk tid til at lave noget aftensmad. Så værsgo’ her er den første rå udgave af mit indlæg om sorgen over tabet af min mor.

PlayfulYoga by Liljesofie - Fordybelse med maling

Lær dit barn at fordybe sig

PlayfulYoga handler ikke om at lære dit barn en masse yoga stillinger og at trække vejret på en bestemt måde. Tvært imod er det bedst at gemme den del af yogaen og starte med at lære dit barn at fordybe sig i hvad som helst. Det nærvær barnet vil opleve, når det fordyber sig eller I fordyber jer sammen, er en vigtig nøgle på dit barns yoga-rejse.

 

Thor maler
Thor er helt opslugt af at male en hel serie flotte billeder. Han hygger sig og jeg sørger for vand, lærreder og maling undervejs mens jeg viser ham forskellige teknikker (håndtryk, pensel, svamp) på mit eget lærred.

Her i julen og til vinter generelt er vi lidt mere introverte og mere klar på at gå i hi end resten af året, og netop det inviterer os til fordybelse. Fordybelse er healing og en vigtig del af børneyogaen, men det behøver ikke at handle om at sidde og sige ? AUM….” i halve og hele timer. Fordybelse kan ske på mange måder og i mange forbindelser. For børn synes jeg bestemt at det er oplagt at bruge leg til fordybelse. Hvis du synes dit barn virker meget flyvsk og at hun/han aldrig ser ud til at fordybe sig i noget, kan du prøve at hjælpe ham/hende på vej.

Det vigtigste er egentlig at give børn ro til at fordybe sig i det de laver, og selv gå fordybelsens vej, så de kan se hvordan det gøres.

Med det mener jeg, at du fordyber dig sammen med dit barn i den leg han/hun finder interessant, lever dig ind i lejen med ham/hende, fremelsker den som noget helligt. Jeres leg er nødt til at være vigtigere end alt andet i et stykke tid. Det behøver ikke at være 20 minutter, for det kan føles som lang tid, men det må gerne være ligeså længe han/hun stadig orker at blive ved.
Min søn Thor elsker fx vandpytter
ligeså højt som ethvert andet barn, så når vi går en tur og støder på en vandpyt, så giver jeg plads til at han gerne må lege i den. Jeg går ikke nødvendigvis selv i den, (afhængigt af hvilke sko jeg har på) men jeg er altid med i legen. Vi bliver ved samme vandpyt eller finder den næste lige så længe som han stadig synes det er vildt spændende og sjovt

Der er selvfølgelig situationer, hvor denne måde at dyrke fordybelse på er mindre hensigtsmæssig. Har vi fx en dag lidt mere travlt, fordi vi faktisk skal fra A til B, så er det ikke muligt at blive samme sted, men så kan det til gengæld være rigtig fint at vise ham den næste vandpyt længere frem og animere ham til at vi begge to kan løbe derhen eller gå på en sjov måde.

Når jeg skal skabe en leg ud af hvad vi har derhjemme, kan det være følgende vi gør:

  • at male
  • at kravle gennem tunnelen bygget af de ting vi har vi har
  • at danse
  • at lægge puslespil (tilpasset hans motorik og forståelse)
  • at læse en bog  (ikke kun læse, vi sidder ofte og gennemgår alt det vi ser på alle billederne, med både navne, lyde og babytegn, og han gentager selvfølgelig ofte sig selv, men det er jeg så også med på!)
  • at lege  sanglege (vi bruger en kombination af børneyoga og babytegn), som jeg gentager indtil han vil synge en ny sang med mig
  • Thor kan også godt lide at lege at han laver mad
  • og at lave rigtig mad, fx fladbrød (!super god børnefordybelse lige her! Han lærer samtidig noget om madens oprindelse og får ejerskabsfornemmelse i forhold til de brød han har lavet)

Det kræver utrolig megen tålmodighed, og at man giver plads til/trækker sit indre barns iver frem i lyset. Det nytter ikke noget bare at ville lege det man selv er mest tændt på, det er i min optik vigtigt at fordybe sig i den leg barnet fascineres  af, så det kan lære at fordybe sig i hvad som helst fremadrettet.

Thor i legekøkkenet
Her ser man Thor lege i sit legekøkken, som selvfølgelig er placeret i vores køkken, så vi kan lave mad samtidig.

Som sagt, så viser den voksne vejen ved at gå den selv, også når barnet ikke er med i en aktivitet. Så når du fx laver noget du holder af, lad os bare lade som om det var at farvelægge voksenmalebøger, så sørg for ind imellem at skabe rammerne for at du kan fordybe dig, fx ved at dit barn leger med nogen andre og “ikke er dit ansvar” for en stund, men gerne kan se dig mens du fordyber dig i det du laver.?
 Det kan være udfordrende til tider. Jeg oplever at Thor er nødt til at være fyldt helt op med nærvær og omsorg af mig, før han kan give mig plads til at fordybe mig i noget uden ham. Men når det lykkes er det lærerigt for ham at se mig heale mig selv på den måde og jeg mærker tydeligt at roen smitter af på ham.

Håber det giver dig noget inspiration til fordybelseslege med dit barn.

Hvis du gerne vil lære mere om børneyoga og hvordan du kan bruge det derhjemme, er du mere end velkommen til at joine min gratis Facebook gruppe, hvor jeg deler tips og svarer på spørgsmål.

Du kan også booke en personlig session, så giver jeg dig en grundig introduktion til hvordan du kan lave yoga med din tumling, hvor vi tager hensyn til netop jeres behov. Læs mere her.

Er I en gruppe på to eller tre mødre, kan I booke en Workshop, hvor vi leger os igennem yogaens verden og I får masser af inspiration til hvordan I kan fortsætte derhjemme. Læs mere her.

Tak for din tid, smukke.

Kram,

Liljesofie