Kejsersnit, flaskebarn – skal jeg skamme mig?

“Skal jeg virkelig skamme mig for at have truffet disse valg? Er jeg derfor en dårlig mor? For de fleste, som læser dette, ja.”

Tilknytning, nærhed, varme, kærlighed – det kan alt sammen gives på andre måder end ved at føde vaginalt og ved at amme.

Pamela, en skøn og powerfuld kvinde jeg kender, lagde et opslag ud på Instagram i dag:

‘For et par uger på arbejdet spurgte en kollega: “Hva så, ammer du stadig?”
“Nej, har jeg heller aldrig. Ingen af de to.”
Så skete det! Kropsholdning, mimik og gestik af min kollega forandrede sig . Jeg blev til en alien i hendes øjne. Et væsen, som man bør observere med forsigtighed. Det gjorde hun heller ingen hemmelighed ud af.

Jeg tænkte: Nu er det nok! Jeg tog tilløb til mit selv destruerende slag: “De er også begge født ved kejsersnit, fordi jeg ønskede det sådan.”
Jeg kunne se, hvordan hun tabte den fattede maske helt. Bagefter følte jeg mig vanvittig befriet. 
Skal jeg virkelig skamme mig for at have truffet disse valg? Er jeg derfor en dårlig mor? For de fleste, som læser dette, ja.

Begge Pamelas børn er flaskebørn. Men det gør ikke at de mangler god tilknytning til deres forældre.

Men det interesserer mig ikke længere hvad andre tænker! Jeg har to lykkelige og raske børn  Hvad mere kunne man ønske sig? Måske et tredje?

Det er simpelthen så sejt gået, at Pamela tog valget om at være ligeglad med hvad andre synes om hendes valg. 
Jeg har valgt vaginal fødsel til begge mine børn, og også ville gøre det igen, skulle jeg få muligheden, samt at jeg ammede begge mine børn, og min yngste på nu næsten 4 stadig gerne må få en tår babs nu og da, når han efterspørger det. 
Jeg gør endda en dyd ud af at støtte op om at normalisere amning i vores kultur og at give plads til at de familier, som vælger at langtidsamme. Jeg bakker op om flere hjemmefødsler, naturlige fødsler osv.

Men jeg dømmer ikke Pamela for at gøre det “forkert”. Faktisk tværtimod. Jeg bakker hende op for at have taget de valg, som er rigtige for hende . Forvirret? 

Pamelas børn er glade unger, og de elsker deres mor højt, fordi hun er en skide god mor (Pardon my French). Og så elsker de hinanden.

Nu skal jeg prøve at forklare

Jeg synes bestemt ikke at Pamela er en dårlig mor blot fordi hun tog andre valg end mig selv. Faktisk synes jeg netop at hun er et godt forbillede for mange kvinder. Hun tog aktive valg. Hun valgte ikke dét, som andre forventede af hende. Hun valgte dét, som fungerer for hende og hendes familie. 
Det er super powerfuldt, at hun ikke underlægger sig sine omgivelsers forventninger. I mine øjne er hendes børn heldige at have en så powerfuld og stærk mor. 

Men hvordan kan jeg synes hun vælger rigtigt, når jeg vælger noget andet?
Simpelthen fordi tilknytning, nærvær og kærlighed ikke er betinget af en vaginal fødsel eller af amning. 

Du kan som forælder give dit barn kærlighed på flere måder. Har du hørt om kærlighedens fem sprog? Gary Chapman siger at følelsen af at være elsket kan opstå via 5 veje:

  1. ROS OG ANERKENDENDE ORD
  2. SAMVÆR OG TID TIL HINANDEN
  3. AT MODTAGE GAVER
  4. AT MODTAGE TJENESTER
  5. KÆRTEGN OG FYSISK BERØRING

For at give dine børn (og din partner) kærlighed, er det i følge Gary Chapman en god idé at komme rundt om alle 5 sprog. På den måde sikrer man sig at ens barn/partner føler sig elsket uanset hvilket af kærlighedssprogene der er hans/hendes primære.
Men hvordan gør man så det med sin nyfødte? Jeg synes at man sagtens kan komme rundt om alle 5 kærlighedssprog:

Spædbørn har også brug for anerkendende ord og ros, selv om de stadig ikke forstår ordenes indhold. Din baby kan høre på din stemmeføring, om du taler kærligt til den. Og de har brug for at høre tale for at lære sproget, først melodien og senere hen de enkelte ords betydning og udtale.
Spædbørn har selvsagt også brug for samvær, de er faktisk fortabte uden deres nærmeste omsorgspersoner.
Spædbørn har endnu ikke brug for at modtage gaver i den forstand vi normalt forstår dem som. Men Gaven der ligger i at du tilfredsstiller dit spædbarns behov for varme, føde, væske, søvn og eliminering 💩, hvilket også er at give en tjeneste.
Og sidst, men ikke mindst, har spædbørn også brug for masser af fysisk kontakt og kærtegn. Og det kan man altså godt give mens man giver flaske.

Lad os droppe dømmerierne og tabuisering

Der tabuiseres en masse i forbindelse med fødsler, barsel og børneopdragelse. Jeg mener at det er tid til, at vi stopper med det fis. At gå stille med dørene, om sine valg som mor, fordi man frygter andres holdning til éns valg gør ikke andet at forøge frygten og gøre det endnu mere svært, at vælge med hjertet fremfor ud af frygt. 
For valg truffet af frygt giver ikke ro i maven. Og ro i maven er vigtig at opnå som kommende og nybagt mor.

Giv plads (og kærlig respekt) til forskellighed

Det er tid til at vi tillader at kvinderne i vores samfund må vælge forskelligt. Tiden er inde til at vi giver mere plads til hinandens forskellighed. Hvad der virker for mig, virker måske ikke for dig, men vi kan sagtens respektere hinanden alligevel. Vi kan endda stadig lære af hinanden.

De kvinder som frygter, at deres chance for et raskt og lykkeligt barn er forspildt, fordi amningen ikke vil lykkes eller fordi deres naturlige drømmefødsel endte med et akut kejsersnit, skal vide, at de ikke er fortabte overhovedet.
En kejserindefødsel og mælk på flaske kan sagtens ledsages af masser af kærlighed, varme og nærvær. Tilknytningen kan sagtens blive god og stærk.
Det handler blot om at du som mor vælger det, som er rigtigt for dig og dit barn og at du så gør det bedste ud af jeres situation. Uanset om du har valgt kejsersnit, vaginal fødsel, hospital, hjemmefødsel, privat klinik, epidural, lattergas, vand, Hypnobirthing eller Orgasmic birth.

Så længe du giver dit barn nærvær og nærhed, og dækker dets behov efter bedste evne, så gør du det helt perfekt. Og det ved jeg du gør.
Du får hermed topkarakter i moderskab af mig. 

Vælg med hjertet – få ro i maven

Moderskabet er forskelligt fra mor til mor og fra barn til barn. Men enhver form kan være helt perfekt, så længe både mor og barn (og resten af familien i husstanden) trives.

Så nej, der er ingen grund til at NOGEN skulle skamme sig over at være kejserinde mor eller have et flaskebarn, hverken dem som har taget valget selv, eller dem som var tvunget til at gå den vej.
Vi er vores børns perfekte mødre. Hver og én.
Også dig. 

Om hjemmepasning og hvorfor jeg har valgt det til min søn

Indlæg flyttet over fra min gamle blog. Oprindeligt udgivet den 15.juli 2016.


Thor og jeg leger med hans bil og tager en selfie sammen.

Nogle vil nok undre sig over dette, da vi jo havde tilmeldt Thor i vuggestuen til august i år.
Sagen er bare den, at jeg længe har gået og tænkt over hvor forkert jeg synes det er at sende ham i vuggestue for at han kan blive passet af fremmede, folk med andre værdier end vores, og dermed miste den tætte kontakt til mig, som vi har haft så stor glæde af gennem barselstiden.

Lånt af raminajmi.dk

På min færden på nettet har fandt jeg på et tidspunkt NeoHippie.dk, som tilfældigvis havde skrevet et indlæg om hjemmepasning.
Da jeg læste det, kunne jeg have slået mig selv i panden i bedste Homer Simpson stil.
“Hvorfor har jeg dog ikke tænkt på det før!? Min mor har sgu da også passet mig selv derhjemme!!”

Jeg begyndte derefter at undersøge, hvordan hjemmepasning praktisk bedst vil kunne lade sig gøre for os og faldt undervejs over flere og flere argumenter for at gøre det.
I dag jeg takket nej til vuggestue-pladsen og jubler indvendigt over at give min søn samme nærvær som jeg fik af min mor, og som jeg også havde givet min store pige indtil hun var ca. 2,5 år (hendes pasningshistorie vil jeg hellere uddybe i et andet indlæg, da omstændighederne ikke har været de samme).

Thor elsker at komme i bad. Vi leger med hans naturgummi and.

Så hvad er mine bevæggrunde til at at vælge hjemmepasning?
Først og fremmest havde NeoHippies indlæg givet mig nogle interessante links:
Danmark har næsten verdensrekord i institutionalisering. Dette på trods af, at nogle eksperter faktisk mener, at det kan være decideret skadeligt for børns udvikling, og at børn bør blive sammen med deres forældre, til de er minimum 2 år gamle.

Vi sender vores børn i institution for vores egen skyld – altså os voksnes, ikke børnenes. Pasningstilbud er opstået af behovet om at kunne komme i uddannelse og arbejde, væk fra hjemmet.
Og mange gange hører man at vuggestue-børn har et unødigt højt stress-niveau, at klimaet er mindre godt, at der generelt er for få pædagoger (så kunne man jo vælge dagpleje i stedet? ja, men…) og at mange børn og forældre skal opdrages til at kunne sige tage afsked dagligt (det er i sig selv for mig grund nok til at stille spørgsmålstegn ved om det er det rette for os – for det er ikke naturligt at små børn skal væk fra deres forældre i så ung en alder).

Der er dog mange der går rundt og taler om, at det er vigtigt for børnenes sociale læring, at færdes blandt mennesker, især jævnaldrende.
Jeg er helt enig i, at børn fra omkring 1 års alderen kan have stor glæde af at lege med andre børn i samme alder. Jeg anser det dog ikke for et argument for at børn skal i daginstitution på det tidspunkt (for slet ikke at tale om før de er i stand til at lege med andre børn). Jeg mener tværtimod, at man sagtens kan få stor glæde af mødregrupper, legegrupper, legestuer og offentlige og private legepladser, samt samvær med vennekredsen.

Lånt af babyonline.dk

Nogle vil måske argumentere for at børns sprogkundskaber bedre udvikles i selskab med andre end hjemme med mor. Især efter man har læst om udsætte børns behov for at komme i institution for bl.a.at lære at tale dansk. Her vil jeg dog gerne finsortere børnene lidt på deres baggrund før vi fortsætter.

Udsætte børn, ofte med anden etnisk baggrund, lever netop i familier, som er udsat, ofte både finansielt, socialt og hvad der ellers kan være svært for dem.

  • Mødre som ikke selv taler dansk, og har en hård hverdag, svært ved at klare deres eget liv og samtidig skal tage sig af deres børn kan måske ikke selv overskue at skulle lære børnene et sprog de ikke selv kender (vi taler dansk med vores børn, så det er ikke noget issue herhjemme).
  • De kan også have svært ved at overskue, hvordan de kan komme i kontakt med andre børnefamilier, og hvordan de kan skabe gode relationer, så børnene kan lege sammen (som før nævnt kan man jo bruge mødregrupper mm. til det).
  • Det kan også være for overvældende at være hjemme med barnet, hvis man er fattig og ikke ved hvordan man skal klare sig uden at komme i arbejde (det er heller ikke aktuelt for os, hvilket jeg kommer ind på længere nede).

For disse mødre, er jeg sikker på, vil det være en stor hjælp, at få deres børn i institution/dagpleje. (Jeg har dog en idé om, at der også er andre veje og muligheder her, hvilket jeg går i tænkeboks om og vender tilbage med på et andet tidspunkt).
Det er dog ikke alle familier, der er udsatte. Selv lever vi et ganske godt liv. Min kæreste har en fin løn og vi bor i en skøn lejlighed med god plads.
Vores forbrug er ikke synderligt stort, da min kæreste er vældig dygtig til at kæmme tilbudsaviserne for hvad der er værd at gå efter og generelt også er dygtig til at handle ret billigt ind. Som sagt er vores økonomi faktisk generelt ikke presset. Vi har heller ingen bil, vi bruger cykel og offentlig transport eller går til fods til det meste. På den måde sparer vi jo en hel del afgifter samtidig med at vi mindsker vores CO2 udslip.
Vi spiser intet kød længere, hvorfor vi sparer en del penge på dagligvareindkøb, da kød er en ret dyr dagligvare, når man ser på kg-prisen i forhold til grøntsager og bælgfrugter.

Og selv om vi ikke mangler pengene, sparer vi hvor vi kan. Vi køber ofte brugt i stedet for nyt, hvilket både er mere miljøvenligt og billigere. Vi slukker for vores el-artikler når de ikke er i brug. Vi har intet tv-abonnement ud over det standard vi har gennem vores andelsboligforening.
Vores telefonabonnementer er også nogen af de mindre pakker, da vi ikke har behov for vildt meget tale og data (Skype findes, og man kan bruge nettet derhjemme eller fri wifi rundt omkring i byen, eller også kan man lige tænde for data når man reelt har behov for at komme på nettet på farten, og slukke igen når man er færdig).

Hvordan vi ellers sparer på pengene går jeg hellere i dybden med i et andet indlæg. 😉

Lånt af mama.dk – et af de tegn vi ofte bruger når vi leger, som Thor forstår.

Så kort sagt, vi er ikke udsatte og vores valg om hvordan Thor skal passes til daglig er derfor ikke tynget af at vi har brug for at jeg skal gå på arbejde 8 timer hver dag for at vi kan overleve.

Tilbage til sprogkundskaberne, så mener jeg heller ikke at det er problematisk for os når vi selv taler dansk herhjemme. I og med at vi taler meget med Thor, og beskriver alt hvad der sker omkring ham, benævner ting, gøremål og følelser, så er jeg sikker på, at vi gør en lige så fin indsats for hans sproglige udvikling som enhver pædagog kan gøre det.
Vi gør faktisk mere til i det vi også anvender baby-tegn. Det er med til at stimulere sprogudviklingen og giver barnet et redskab til at udtrykke sig kropsligt, når der mangler ord.

Så hvordan kommer det nu til at fungere?
Tja, jeg har jo klaret det nogenlunde indtil nu hvor jeg har skrevet bacheloropgave mens jeg holdt barsel. Men det bliver uden tvivl anderledes at vælge at studere 15 ECTS hver blok og passe Thor derhjemme samtidig.
For at min plan kan fungere, har jeg sænket ambitionsniveauet for mit studie, for jeg ved det ikke vil være til nogens nytte, hvis jeg kræver 12-taller af mig selv.
Jeg har sat et mål for hvor meget jeg skal læse og arbejde for at jeg føler, at det er succesfuldt i min situation.

Thor på vores legeplads.

Det bliver uden tvivl stadig hårdt og vil fortsat kræve disciplineret læsning i læseperioderne, som kommer til at ligge når Thor sover om aftenen og i weekenderne. Eventuel kan vi igen lave en fast ugentlig aftale med farmor, som vi også havde under min bachelor-skrivning. Men det er det hele værd, det ved jeg allerede nu, hvor jeg har knoklet mig igennem sidste blok, og på intet tidspunkt har ønsket at Thor kom i institution. Jeg elsker at være sammen med ham og opleve alle de små fremskridt han laver. Mine børn er guld for mig, og jeg nyder at se dem gro og udvikle sig, og være den, der guider dem. At lære dem mine egne værdier fra starten er vigtig for mig.

Min kæreste arbejder fuld tid og skal af og til ud at rejse, så jeg klarer pasningen selv. Skulle der være en eksamen eller øvelse, som jeg ikke kan undvære for at bestå, kan farmor godt træde til.
Bliver jeg syg (som i sengeliggende), kan min kæreste dog benytte sig af barnets første sygedag for at hjælpe mig på benene igen.

Hvordan vores hverdag kommer til at være helt nøjagtigt har jeg endnu ikke fastlagt. Jeg er ved at afprøve forskellige måder, som jeg har set andre bruge. Skemalagte dage, frit flow, faste turdage og generelt bare at være lydhør for barnets behov for så at lave aktiviteter der opfylder disse behov, er alt sammen mulige måder at strukturere hjemmepasningen på.
Når jeg har gjort det et stykke tid, lægger jeg gerne et inspirationsindlæg op til dig, der måske mangler ideer til hvordan du kan have en god hverdag med dit barn.

På vores første dag i den nye mødregruppe.

Jeg er dog allerede nu ret glad for min nye mødregruppe, hvor vi mødes på kryds og tværs i København og omegn op til flere gange om ugen afhængigt af hvor mange der inviterer.
Det har jeg tænkt mig at benytte mig af, så Thor kan knytte venskaber med nogle af børnene, og så jeg kan få mig et skønt netværk af kærlige mødre med værdier, som ligner mine i meget høj grad.

Hvad skal der så ske fremadrettet? Hvad med børnehaven? Hvad hvis vi får flere børn?
Jeg ved det ærlig talt ikke endnu og har heller ikke lyst til at bryde mit hoved for meget med det lige nu.
Hvad end der kommer først tager jeg mig af først. Skulle jeg altså blive gravid før Thor er 3, vil jeg gennemtænke den situation før jeg vil tænke på børnehaven og omvendt.
En ting ad gangen. Lige nu er fokus på at bestå knap 1 års kurser og være der for Thor og Sidsel (som jeg skriver et indlæg om inden længe).

Hvorfor skriver jeg overhovedet det her indlæg?
Fordi jeg ønsker at udtrykke mine holdninger og måske inspirere andre søgende til at tænke over deres muligheder, på samme måde som det skete for mig. Havde jeg ikke fundet NeoHippies indlæg om hjemmepasning, er jeg ikke sikker på, at jeg var nået frem til så mange gode informationer om det så hurtigt, at jeg kunne træffe denne beslutning endnu før jeg skulle igennem en uønsket afsked i vuggestuen.

Jeg ønsker ikke at genere eller dømme forældre der vælger anderledes end mig. Jeg har respekt for at vi alle er forskellige og gør det vi selv mener er bedst for os og vores børn. Jeg ved også at jeg generelt gør mange ting anderledes end andre, hvilket vil blive mere tydeligt her på bloggen i fremtiden (jeg har en del indlæg up-and-coming, som jeg stadig skriver på). Men jeg gør intet af det for at missionere eller dømme andre. Jeg gør det blot fordi jeg selv er typen, som søger informationer online og lader mig inspirere af andres oplevelser og erfaringer. Og denne store pool af oplevelser og erfaringer, vil jeg gerne være med til at fylde med mit eget, i håb om at det vil være til gavn for dem der søger efter netop det jeg byder ind med.

På vej ud på tur med far, mor og storesøs.

Så hvis dette ikke er noget du kan spejle dig i, er det helt fint. Det er tiltænkt til dig, som finder genklang. <3

Hav en vidunderlig weekend <3

I sorgens mørke

Det her indlæg har så lidt at gøre med det jeg ellers ønsker at dele, og alligevel har det alt at gøre dermed.

Den 20.09.2017 kl 21:25 døde min mor af et hjertestop.

Mit humør er noget så påvirket af sorgen. Nok kan jeg stadig glædes over mine børn, min forlovede og andre ting, som også før skabte glæde i mit sind. Men den isnende smerte, afmagten, følelsen af uendelig ensomhed og længslen, som på ingen måde kan imødekommes, overmander mig pludseligt flere gange om dagen, og resulterer i tårer, hulken og behovet for at pudse næse – igen.
Jeg er næsten lidt træt af mig selv for ikke bare at kunne græde færdig én gang og så være fri for det resten af livet. Men jeg ved også godt, at det på ingen måde kan lade sig gøre. Så jeg giver det plads og ro.

 

Men hvordan får man plads og ro til at sørge over så stort et tab, når man har to børn, oven i købet passer det ene af dem selv derhjemme og arbejder som selvstændig privat børnepasser?

Ja, jeg var også lidt bange for, at det ikke ville kunne lade sig gøre. Men jeg har bare besluttet mig for at være åben overfor dem omkring mig om hvordan jeg har det, og dermed skabe plads til at tårer godt må snige sig ind i min hverdag.
Jeg er ikke spor vild med at græde overfor folk jeg ikke kender specielt godt, at vise mig så sårbar er én ting, men at rippe op i såret over tabet af min mor ved at skulle forklare, svare på spørgsmål, nej, det ønsker jeg ikke.
Netop derfor har jeg nu valgt at det skal være ok for mig at græde uden forklaringer, så jeg kan hele mine sår med tiden, uden skam.  Og for at kunne det, tænkte jeg at det kunne være en hjælp, at forklare mit sår på skrift.

Torsdag den 21.09.2017 kl 10:23 ringer min telefon – “Oma” (tysk for bedstemor) står der på min skærm. Jeg tager den og når at tænke, at det er godt hun ringer, jeg ville også have ringet til hende i en uges tid allerede, for at fortælle om alle de spændende gode nyheder jeg havde.
“Hallo…” Siger jeg, og før jeg når at sige “mor”, hører jeg min fars stemme i stedet, hans humør er skidt, det kan jeg allerede høre i blot hans første hilsen “Hallo? Nati? (Han holder ved med at kalde mig mit gamle kælenavn, men han har lovet at prøve at huske mit nye navn nu)”.
Så spørger han, om jeg har fået beskeden fra lægen på min mobil aftenen før. Nej, det havde jeg ikke endnu (læs, jeg havde ikke aflyttet min telefonsvarer endnu, selv om jeg havde set, at et tysk nummer havde ringet og efterladt en besked).
“Mama ist tod” siger han så – og så går min verden i stå. Thor sidder og leger ved siden af mig med sine biler. Jeg ser på ham, og alligevel ikke. Jeg stirrer i luften og prøver at forstå at det her er alvor, virkeligheden og at det nu er for sent at ville ringe til hende….

Imens forklarer min far hvad der var sket… Jeg hører ham sige at hun fik et hjertestop og at nødlægen havde forsøgt at redde hende…. Jeg hører ham fortælle om hvordan han måtte køre hende hen til borgmesterens hus for at låne deres telefon og hvordan hun havde det enormt skidt da han var kommet hjem om aftenen…..

Jeg hører ham, men jeg hører ikke rigtig efter, jeg forsøger at begribe det. Jeg ville så gerne fortælle hende om hvor godt det går med Thor, og om hvordan han nu går på potte og har lært så mange nye ord. Hvordan vi holdt Sidsels fødselsdag søndagen før, og at hun nærer et ønske om at komme til Japan. At vi har udsigt til at kunne komme på ferie i Sydney her til efteråret. At jeg har fået to børn i min private børnepasningsordning og at de begge to er så super søde, at jeg er overdrevet lykkelig over at have startet den ordning. At kunne fortælle hende, at jeg ikke længere er i tvivl om at jeg nok skal klare mig som selvstændig (som jeg ellers fortalte hende i sommers). At jeg nu følte mig tilpas og vidste at jeg nok skulle klare mig helt fint.

…Min far kunne høre mig bryde ud i gråd og sagde at jeg ikke skulle være ked af det, vi måtte kæmpe os igennem det her sammen, vi skulle nok klare det.
Jeg tænkte blot – ok, han kan ikke klare jeg græder, jeg må holde det lidt tilbage nu, hvor vi snakker, så kan jeg græde ud bagefter.
Vi aftalte kort at jeg lige ville snakke med Martin om hvornår vi kunne komme hen til ham for at sige farvel til min mor, og at det helt sikkert ville blive i weekenden. Jeg skulle bare ringe tilbage.

Og så lagde vi på.

Gråden overmandede mig fuldstændig. Min krop gik helt i opløsning og alting var blot smerte. Thor så på mig, vurdere mit humør og kom så hen med en bil og ville lege, da han så mig smile lidt til ham over hans kærlige gestus, kom han til mig for at give mig et kram – jeg sagde “Mor er ked af det, skat. Mor savner Oma, fordi hun nu er død”. Thor forstod selvfølgelig ikke meningen bag ordet død, men jeg følte at det var en tilpas forklaring for ham, da han nikkede og gav mig et kram til.
Jeg krammede ham tilbage og sagde: “Jeg vil gerne lege med dig om lidt, skat, men nu har jeg brug for at ringe til far først.”

Martin kunne ikke tage mit opkald, og for første gang nogen sinde, kunne jeg ikke lade være med at efterlade en besked på hans telefonsvarer og håbe at han ville aflytte den hurtigst muligt, så han vidste hvor galt det stod til, og ville komme hjem straks.

Han ringede tilbage et stykke tid senere, og da han havde fået at vide, hvad der var hændt, spurgte han bare om jeg gerne ville hen til min far med det samme, eller om vi skulle vente til fredag eftermiddag. Jeg ville gerne afsted samme dag, så vi aftalte bare, at jeg skulle ringe Sidsel hjem straks og begynde at pakke og gøre os klar til afgang mens han skyndte sig hjem.
Den mand er bare så fantastisk.

Jeg forsøgte at få fat i min far igen, men telefonen gik straks på telefonsvareren resten af dagen. Og da vi kom frem sad min far i sin sælvanlige stol og halvsov foran fjernsynet, med lettere hævet øjenparti.

Døren havde været åbent, så jeg var gået ind og havde kaldet indtil jeg kom ind i stuen. Jeg ruskede ham blidt og sagde bare “Hallo Papa.” Han rejste sig og vi krammede en stund uden ord.

Jeg forklarede ham at vi straks var kommet for at kunne være der for ham og hjælpe ham med det praktiske, skulle han have behov for det. At vi havde ringet og sendt beskeder.
Han sagde at telefonen var løbet tør for strøm og at han havde haft bøvl med at få den til at virke igen, så nu lå den bare til opladning.

Jeg fik hentet Martin og børnene ind og Thor fik lov til at give Opa en buket roser, som vi havde købt for at give ham en smule kærlig energi at omgive sig med både nu og i de kommende dage.

Vi fik lov til at komme i kapellen lørdag eftermiddag, hvor vi hver især kunne få lov til at få et par minutter alene med min mors krop.

Jeg er ikke kristen og tror ikke på hverken himmel eller helvede. Jeg er heller ikke sikker på om jeg tror på reinkarnation. Men jeg ved, at jeg tror på, at min mors krop indeholder min mors energier, selv når hendes sind ikke længere fodrer den med flere nye tanker, ideer og vibrationer. Så da jeg fik fred alene med min mors krop, gav jeg mig til tale lidt med hende, mest fordi jeg ikke kunne lade være med at ønske at jeg kunne tale rigtigt med hende.

Derefter gav jeg mig til at udføre en “space clearing”, fordi det føltes rigtigt at rense hendes krop for hendes energier, og give dem tilladelse til rejse ud i universet, og hvor end de måtte ønske at rejse hen.
Jeg pyntede hendes hoved med en “krans” (jeg lagde dem rundt om hendes hoved på puden) af smukke citrongule blomster fra hendes egen have, og lagde fjer på hendes pude over hendes skuldre og lagde 5 lavendler under hendes kolde foldede hænder sammen med en blomst Thor havde plukket i hendes have.
Jeg tændte noget helt særligt røgelse, med vaniljeduft og stillede smukke skåle med viet vand og friske blomster rundt om hendes leje. Og på hendes pande og ned i en linje hele vejen til hendes fødder anbragte jeg alle mine bjergkrystaller.
Så rensede jeg hende med hvid salvie og sagde farvel til hende imens.
Derefter dryppede jeg viet vand omkring hendes leje med et blomsterhoved og brugte til sidst energi på at visualisere rent lyst omkring hendes krop, som steg til vejrs og slap hendes energier fri til at tage videre.

Jeg sluttede ritualet ved at takke de fem elementer ét efter ét mens jeg rød op efter mig. Jeg efterlod dog blomsterne om hendes hoved og under hendes hænder.

Noget af det, der var værst ved denne afsked, var at se hvor unaturlig hun så ud i det underlige tøj bedemanden som standard kommer de døde i. En hvid lig-kjole, med høj lukket hals, lange vidde ærmer med elastik ved håndleddet og flæser i kanten, og en lille perle-broche ved halsen.

Det var næsten gyseligt. Det var bare ikke noget for min mor. Jeg er sikker på at hun ville have lignet sig selv mere, i sit eget tøj, selv nu hvor hendes ansigts muskler ikke kunne trække huden op i et smil længere og folderne derfor blev trukket ned at tyngdekraften, som fortrak hendes mund til en utilfreds tynd streg. Uden hendes briller, uden de store øreclips hun plejede at gå med og uden den høje knold/hestehale eller på anden vis løftede frisure, lignede hun ikke min mor ret meget.

Men jeg fik sagt mit farvel til hendes krop med den viden, at det ville være sidste gang jeg så den og at den ville blive brændt om en lille uges tid.

Onsdag den 27.09.2017 kl 14:00 tog vi alle sammen i kirken for min fars skyld, for at sige farvel sammen, og tog derefter hjem til ham til “gravøl” som i Tyskland holdes ved at man får kaffe og kage.
Her kom der nogle af min mors gamle og nye venner og var med til at muntre min far lidt op med deres selskab.
To lagkager og en bradepandekage blev serveret og næsten spist op, løfter om snarlige gensyn blev udtalt og der blev endda grinet lidt her og der.

Selv for mig var det rart at gense nogle af mine forældres bedste venner efter mange år og endda blive inviteret hjem til dem, for at hilse på deres søn, som jeg havde leget med i min barndom, og hans tre børn og kone. Det var også meget healende for mig at gå rundt i min mors have og høre min søn skraldgrine henne på gyngen, hvor Martin kildede ham og pjattede rundt med ham.

Livet fortsætter sin gang uanset hvem der falder fra undervejs, uanset hvad der hænder. Der vil altid være noget der fortsætter med at bestå, og forhåbentlig vil der også altid være noget liv et sted i dette univers, selv når vores sol en dag må gå til ro.

Nu har vi været hjemme i Danmark i næsten en uges tid igen og jeg har stadig ikke magtet at åbne kasserne jeg tog med hjem fra min mors værelse. Jeg ved jeg får brug for støtte igennem det, så jeg venter på at Martin kan være der for mig imens.

Men jeg er blevet det klogere på livet: Det skal leves mens man har det, så en uåbnet kasse skal ikke holde mig fra at fortsætte med at gøre andre ting jeg VED giver mening for mig.

  • Jeg har derfor valgt at fortsætte med at passe de to skønne børn,
  • fortsætte med at nyde at hjemmepasse min søn,
  • fortsætte med at dyrke børne- og yoga (wow dejavu lige her – gad vide hvor det kom fra….),
  • fortsætte med at undersøge hvordan man kan hjemmeundervise sine børn i Danmark,
  • fortsætte med at tale med folk jeg holder af,
  • fortsætte med at lære om Steiner pædagogik/unschooling/babytegn og mange andre spændende ting,
  • fortsætte med at bygge strukturen op i de online kurser jeg ønsker at udgive, for at hjælpe andre kvinder,
  • fortsætte med at gøre mig selv til en person jeg selv ville se op til og ønske at møde og være,
  • fortsætte med at LEVE mit liv.

Den kasse skal jeg nok få styr på snart.

Men hvad har alt det her så at gøre med moderskabet og dets healing, spørger du måske?

Ingenting, og alligevel alting.

Det at miste min mor, er i lige så høj grad en del af min rejse som mor, som det at føde mine egne børn. Afskeden og smerten, lære at leve med savnet og forstå hvordan det har været for min mor at stå selv med sine børn. Se moderskabet med nye øjne og forstå helt inde i marven, at livet er ufatteligt skrøbeligt, og kan slutte når som helst. Forstå, at jeg ikke kan ændre fortiden, men kun kan være i nuet og håbe på at det vil gavne fremtiden på et helt nyt plan. Åh, det er pinefuldt at fortryde, at jeg ikke fik ringet noget oftere til min mor, for at dele mit livs ups’n’downs med hende. Men det har lært mig, selv om jeg egentlig “vidste” det før, at jeg må leve det liv der er meningsfuldt for mig, lige NU. Jeg kan ikke udskyde det til i morgen, for da kan det være for sent.

Derfor kommer det her indlæg også i første omgang helt uredigeret op, uden billeder, uden overskrifter eller flere afsnit. Bare som det kom til at flyde ud af mig i dag. Uden filter, uden omtanke for om det mon kan støde nogen. Jeg har lovet mig selv ikke at holde mig selv tilbage længere. Jeg har lovet mig selv, at handle på det mit hjerte føler er det rette.

Og derfor vil jeg også udgive det her indlæg nu… så må I bare komme tilbage en anden dag, hvis I synes det er for uoverskueligt uden billeder og afsnit mm. 🙂

Og hvordan er det så jeg healer efter tabet, når nu jeg arbejder fuldtid samtidig?

Som sagt er jeg åben om hvordan jeg har det og tillader mig at sige nej tak til at tale om min mors død, når jeg ikke ønsker at snakke.

Jeg bruger også meget tid på at være mindful når jeg leger med Thor og de børn jeg passer. Jeg glemmer faktisk ofte hvad der ellers sker, er sket og skal til at ske, når jeg leger med børnene og tager mig kærligt af dem i nuet. Det er noget så rart og giver mig også muligheden for at tanke op selv om det også kræver energi at passe børn. For jeg nyder deres smil og vores forbundethed. Det fylder mig med kærlig energi og det healer mig.

Jeg tillader mig selv at græde når jeg kan mærke klumpen i halsen, uanset hvor og hvornår. Er Thor der imens, siger jeg blot “Mor er ked af det, jeg savner Oma.” Og så forstår han straks og giver mig som regel et lille kram.

Jeg sørger for at bede om de kram jeg har brug for at Martin og Sidsel og siger hvordan jeg har det, når jeg har en følelse jeg ikke kan klare at komme igennem uden kærlig støtte.

Jeg har søgt ind i en sørgegruppe hvor jeg læser om andres sorg og skriver om min egen.

Jeg deler min sorg på min instagram feed, hvor jeg lægger billeder og ord op, som fylder i mit hoved, nogen gange også på Facebook.

Jeg ser mange gange om dagen på et gammelt billede af min mor, som hænger i vores stue, siger til hende, at jeg savner hende og ville ønske hun stadig var i live, og tillader mig at være i den følelse af at savne hende og være trist.

Jeg tillader mig selv at være glad uden dårlig samvittighed eller tanke for hvor trist jeg BØR være, når noget eller nogen muntrer mig op.

Jeg tillader mig selv og mine børn at se søde tegnefilm om eftermiddagen, når jeg ikke magter at gøre andet end at nusse dem. Vi kan altid gå tilbage til at lave andre ting når mit overskud er vendt tilbage.

Jeg lytter til musik jeg holder af og laver ting jeg kan lide, som fx at male eller gå ture.

Jeg tillader mig selv at maden er mindre overdådig end normalt, giver mig lov til at lave spaghetti med ketchup eller rugbrødsmadder, når humøret kræver mindre arbejde i køkkenet og mere tid til at kramme med familien.

Jeg vil gerne uddybe denne liste, men nu er det faktisk tid til at lave noget aftensmad. Så værsgo’ her er den første rå udgave af mit indlæg om sorgen over tabet af min mor.

LovelyWrapping Barselscafé

Barselscafé – lær om babybæring

LovelyWrapping Barselscafé

 GRATIS LovelyWrapping Barselscafé

? Har du barsel?
? Vil du gerne lære lidt om hvordan du kan få hænderne fri men samtidig give dit barn nærhed?
? Vil du gerne vide hvordan du kan slippe for at få lange arme af at bære rundt på dit barn når det er ked og gerne vil trøstes, men bliver endnu mere ulykkelig af at blive lagt ned, eller når du sætter dig?
? Kunne du tænke dig at lære lidt mere om hvad i al verden babybæring er?

? Så kom og vær med til en hyggestund hjemme hos mig næste uge fredag.?
Jeg inviterer til barselscafé, hvor jeg vil fortælle dig om de forskellige bæreredskaber der kan lette dit liv, som den kærlige mor du er, bevare kontakten mellem dig og dit barn, uden at du går fra forstanden. ??

Du vil få mulighed for at se og røre forskellige ergonomiske bæreredskaber, og høre om fordele og ulemper ved dem. Det giver dig også en idé om, hvad der er bedst egnet til dine behov.?

? Desuden vil jeg fortælle om hvordan du bærer ergonomisk korrekt, sikkert og trygt. For ikke alle typer bæreredskaber er lige gode for dit barns og din krops ergonomi. Desuden er alle børn ikke ens, og bærernes behov varierer også. Derfor er det godt at få et overblik over hvad man skal være opmærksom på, når man skal til at vælge et bæreredskab. :-*

?Vi kommer til at være hjemme i min lejlighed i en stue med plads til oppe omkring 10 voksne med hver deres nyfødte eller gravide mave. 😉

LovelyWrapping Barselscafé

Det er gratis, men for at deltage skal du trykke på “deltag” i den begivenhed på Facebook som du vil komme til senest den tre dage før den løber af stablen, så jeg kan nå at købe snacks til alle. ? ??☕?

Klik her for at finde de kommende Barselscafé datoer.

Del gerne begivenheden med den veninde du tænker kunne have glæde af at være med.❤ Sharing is caring ❤

PlayfulYoga by Liljesofie - Fordybelse med maling

Lær dit barn at fordybe sig

PlayfulYoga handler ikke om at lære dit barn en masse yoga stillinger og at trække vejret på en bestemt måde. Tvært imod er det bedst at gemme den del af yogaen og starte med at lære dit barn at fordybe sig i hvad som helst. Det nærvær barnet vil opleve, når det fordyber sig eller I fordyber jer sammen, er en vigtig nøgle på dit barns yoga-rejse.

 

Thor maler
Thor er helt opslugt af at male en hel serie flotte billeder. Han hygger sig og jeg sørger for vand, lærreder og maling undervejs mens jeg viser ham forskellige teknikker (håndtryk, pensel, svamp) på mit eget lærred.

Her i julen og til vinter generelt er vi lidt mere introverte og mere klar på at gå i hi end resten af året, og netop det inviterer os til fordybelse. Fordybelse er healing og en vigtig del af børneyogaen, men det behøver ikke at handle om at sidde og sige ? AUM….” i halve og hele timer. Fordybelse kan ske på mange måder og i mange forbindelser. For børn synes jeg bestemt at det er oplagt at bruge leg til fordybelse. Hvis du synes dit barn virker meget flyvsk og at hun/han aldrig ser ud til at fordybe sig i noget, kan du prøve at hjælpe ham/hende på vej.

Det vigtigste er egentlig at give børn ro til at fordybe sig i det de laver, og selv gå fordybelsens vej, så de kan se hvordan det gøres.

Med det mener jeg, at du fordyber dig sammen med dit barn i den leg han/hun finder interessant, lever dig ind i lejen med ham/hende, fremelsker den som noget helligt. Jeres leg er nødt til at være vigtigere end alt andet i et stykke tid. Det behøver ikke at være 20 minutter, for det kan føles som lang tid, men det må gerne være ligeså længe han/hun stadig orker at blive ved.
Min søn Thor elsker fx vandpytter
ligeså højt som ethvert andet barn, så når vi går en tur og støder på en vandpyt, så giver jeg plads til at han gerne må lege i den. Jeg går ikke nødvendigvis selv i den, (afhængigt af hvilke sko jeg har på) men jeg er altid med i legen. Vi bliver ved samme vandpyt eller finder den næste lige så længe som han stadig synes det er vildt spændende og sjovt

Der er selvfølgelig situationer, hvor denne måde at dyrke fordybelse på er mindre hensigtsmæssig. Har vi fx en dag lidt mere travlt, fordi vi faktisk skal fra A til B, så er det ikke muligt at blive samme sted, men så kan det til gengæld være rigtig fint at vise ham den næste vandpyt længere frem og animere ham til at vi begge to kan løbe derhen eller gå på en sjov måde.

Når jeg skal skabe en leg ud af hvad vi har derhjemme, kan det være følgende vi gør:

  • at male
  • at kravle gennem tunnelen bygget af de ting vi har vi har
  • at danse
  • at lægge puslespil (tilpasset hans motorik og forståelse)
  • at læse en bog  (ikke kun læse, vi sidder ofte og gennemgår alt det vi ser på alle billederne, med både navne, lyde og babytegn, og han gentager selvfølgelig ofte sig selv, men det er jeg så også med på!)
  • at lege  sanglege (vi bruger en kombination af børneyoga og babytegn), som jeg gentager indtil han vil synge en ny sang med mig
  • Thor kan også godt lide at lege at han laver mad
  • og at lave rigtig mad, fx fladbrød (!super god børnefordybelse lige her! Han lærer samtidig noget om madens oprindelse og får ejerskabsfornemmelse i forhold til de brød han har lavet)

Det kræver utrolig megen tålmodighed, og at man giver plads til/trækker sit indre barns iver frem i lyset. Det nytter ikke noget bare at ville lege det man selv er mest tændt på, det er i min optik vigtigt at fordybe sig i den leg barnet fascineres  af, så det kan lære at fordybe sig i hvad som helst fremadrettet.

Thor i legekøkkenet
Her ser man Thor lege i sit legekøkken, som selvfølgelig er placeret i vores køkken, så vi kan lave mad samtidig.

Som sagt, så viser den voksne vejen ved at gå den selv, også når barnet ikke er med i en aktivitet. Så når du fx laver noget du holder af, lad os bare lade som om det var at farvelægge voksenmalebøger, så sørg for ind imellem at skabe rammerne for at du kan fordybe dig, fx ved at dit barn leger med nogen andre og “ikke er dit ansvar” for en stund, men gerne kan se dig mens du fordyber dig i det du laver.?
 Det kan være udfordrende til tider. Jeg oplever at Thor er nødt til at være fyldt helt op med nærvær og omsorg af mig, før han kan give mig plads til at fordybe mig i noget uden ham. Men når det lykkes er det lærerigt for ham at se mig heale mig selv på den måde og jeg mærker tydeligt at roen smitter af på ham.

Håber det giver dig noget inspiration til fordybelseslege med dit barn.

Hvis du gerne vil lære mere om børneyoga og hvordan du kan bruge det derhjemme, er du mere end velkommen til at joine min gratis Facebook gruppe, hvor jeg deler tips og svarer på spørgsmål.

Du kan også booke en personlig session, så giver jeg dig en grundig introduktion til hvordan du kan lave yoga med din tumling, hvor vi tager hensyn til netop jeres behov. Læs mere her.

Er I en gruppe på to eller tre mødre, kan I booke en Workshop, hvor vi leger os igennem yogaens verden og I får masser af inspiration til hvordan I kan fortsætte derhjemme. Læs mere her.

Tak for din tid, smukke.

Kram,

Liljesofie

Eksisterer julemanden eller ej?

Gør du dine børn en bjørnetjeneste ved at holde ideen om julemanden i live, eller giver du dem brugbare værktøjer for livet ved fremelske leg, hygge og brugen af fantasien?

Forleden dag faldt jeg over en artikel i Berlingske, som netop påstod, at forældre gør det skidt, når de holder gang i juleløgnen…

Jeg tænker, at min opdagelse af at mine forældre ikke var “vogtere af sandhed” var meget sund. Jeg ved ikke hvad de forskere skriver mere end det der udpensles i artiklen her og en anden avisartikel jeg fandt. Men jeg ved, at jeg synes, at det lyder lidt tosset at prøve at give børn en idé om at deres forældre aldrig nogensinde lyver, eller leger en fantasileg fx.Eventyrligt genanvendeligt juletræ

Jeg for min del tror, at det også er lidt for meget at forvente, at forældre skal kunne matche op på rollen som “vogterne af sandhed…”. Jeg tror, at det er for meget pres at lægge på to helt almindelige mennesker. For hvem kan med lethed sige sig fuldstændig fri af nogensinde at komme lidt på afveje? Hvem kan påstå aldrig at komme til at fyre en hvid løgn af?

Jeg lyver dælme sjældent om noget som helst, fordi jeg virkelig ønsker at være sandfærdig for min egen skyld, forat jeg kan stole på mig selv. Men jeg kommer da ud for at lyve uden at være bevidst om det, når jeg fx glemmer jeg har sagt noget, som min datter så sjovt nok godt kan huske jeg sagde…. og flere dage senere går det så op for mig, at hun havde ret og jeg dermed fremstår som enten en løgner eller dement….(a.k.a. not perfect, og det er vi forældre heller ikke, og det skal vi heller ikke være). Og så må jeg jo gå til bekendelse og tale med hende om, hvorfor jeg holdt fast i noget der tydeligvis var en løgn, men som jeg troede var sandt.

Jeg kommer også til at fyre en hvid løgn af når jeg er presset og bange for at hele den nøgne sandhed i en given situation vil være for svær at sluge for den jeg er overfor, eller hvis jeg blot er bange for at samtalen kan komme til at blive ti et regulært skænderi, hvis jeg ikke lægger lidt vat på sandheden. Den del af det, forsøger jeg ihærdigt at skære ned på, ved at tænke grundigt over det jeg vil sige, og overvejer hvordan jeg kan udtrykke det sandfærdigt, men skånsomt/hensynsfuldt, så det ikke udarter sig til en skænderi.

Så nej, jeg er heller ikke altid 100 % ærlig, selv om jeg vitterlig ville ønske jeg var.

Jeg ved at jeg ville få koldsved på panden af at skulle leve op til at være “vogter af sandheden”. Jeg vil da langt hellere forsøge at vise mine børn, hvordan man KAN håndtere det, når sandheden er svær. Vores børn ser os forældre, og efterligner os, om vi vil det eller ej. Og jeg om nogen ved, hvor svært det er som barn, at undlade at kopiere sine forældre (det kan være en sej kamp). Derfor forsøger jeg efter bedste evne at vise dem hvornår det er nogenlunde acceptabelt at træde forsigtigt med sandheden, og hvornår det er absolut nødvendigt ikke at lyve. Med min store pige taler jeg også om vores og andres måder at håndtere sandheden på. Min lille dreng kan endnu ikke forstå konceptet på det plan, så da må jeg nøjes med at tale om ham og mig selv når en situation opstår.

Tilbage til juleløgnen, så anser jeg den ikke for den vigtigste brik i puslespillet om hvordan vi lærer vores børn om sandhed og løgne og hvordan vi lærer dem at være gode medborgere i samfundet. Jeg tror at det i meget højere grad handler om hverdagen, og de situationer der opstår hele året igennem.
“Juleløgnen” ser jeg mNissen Alfus' dørere som en leg, vi leger sammen, hele familien. Ja, faktisk hele samfundet. Vi leger, at der findes nisser, som kan finde på at drille, som elsker risengrød og som man næsten aldrig får at se. Vi leger, at der findes en venlig mand, med hvidt skæg og rare øjne, som giver børnene gaver til jul, fordi han ønsker at glæde dem – en reminder om, at julens ånd blandt andet handler om at glæde hverandre.

Noget andet jeg synes er lidt spøjst ved ovennævnte artikel: vi voksne vil angiveligt gerne leve os tilbage til den “tabte barndom” med fantasivæsener/eventyr/o.l., men vores børn bør åbenbart ikke nyde det samme nu mens de ER børn? Jeg har ikke mistet tilliden til menneskeheden eller mine forældre fuldkommen bare fordi jeg fandt ud af, at julemanden altså ikke bringer mine gaver, at påskeharen ikke deler æg ud, at tandfeen ikke indsamler og opbevarer mine tænder og at Kristendommen ikke er den eneste religion der findes/er sand (for det var en af de “sandheder” jeg voksede op med).
Det har givet mig stof til eftertanke, helt klart. Jeg har lært at tænke på eventyrlige traditioner og religioner, som et kulturelt krydderi, noget man k
an anvende på en måde så den samlede ret smager særligt godt, eller helt forfærdelig.

Men det har på ingen måde lært mig, ikke at stole på mine forældre. Når jeg er ude i hampen og har brug for hjælp, så er jeg da ikke i tvivl om, at mine forældre altid vil mig det bedste og hjælpe mig. (Obs: de har bestemt ikke kun løjet om julemandens eksistens!)

Artiklen henviser til Christopher Boyle og Kathy McKay, som har skrevet en videnskabelig artikel med titlen »A Wonderful Lie«.

Dr Kathy McKay har udtalt sig således om det:

“It’s not so much the concerns about Santa, it’s concern about how children find out that Santa isn’t real and how children are supported if they are upset when they find out,

“A lot of children find out as a process of growing up and maturing, and some children find out because someone tells them.

“When you find out in a way that is not positive, that could lead a child to be ridiculed and it can be really hurtful.

“So the reason we did this paper was to look at how we have those conversations with children about why we lie and what those lies mean.”

Og derfor må jeg konkludere, at denne videnskabelige artikel kan tolkes på mange måder. Berlingskes skribent har tolket den på én måde og fremsat det sådan at “juleløgnen” er noget skidt noget.
Jeg tolker det ud fra Dr McKays udtalelser til 720 ABC Perth sådan, at vi som forældre sagtens kan …. Det handler bare om at vi træffer BEVIDSTE valg når vi er sammen med vores børn, ligesom i alle andre sammenhænge.
Bevidsthed er i mine øjne ikke kun at vide at man lyver om noget, det er ikke at være bevidst, når man ikke er klar over at det kan have ubehagelige konsekvenser.
Så når vi fx vælger at fodre børns tro på julemanden eller nisser eller påskeharen  for den sags skyld, så handler det om at være bevidst om, hvorfor man gør det, og tage ansvar for de mulige konsekvenser, og være opmærksom på hvad det så er der dukker op.

Dr McKay sagde at forældre er nødt til at overveje, hvordan deres børn finder ud af at julemanden ikke eksisterer og hvordan de vil tale med børnene om det.

“It’s a very upsetting thing when you are told in a way that is not comfortable,

“Just because you weren’t traumatised doesn’t mean another child isn’t going to be.”

Hun sagde at der ikke er noget rigtigt tidspunkt at finde ud af det på for børn.

“I think parents know their own children best.

“If your child is getting to an age when you think they are going to start asking, tell them the truth, in a way that strengthens your relationship with your child.”

Og netop det der med hvordan vi fortæller vores børn om sandheden om julen, har en anden kvinde givet et efter min mening fantastisk bud på i HuffingtonPost. Jeg så det på Nopa (nordicparenting.dk) og synes ideen var så fantastisk, at jeg simpelthen også måtte præsentere den for dig.

Det går ganske simpelt ud på, at børnene går fra at modtage gaver og glæde til også SELV at være en, der giver til andre. Sæt dig sammen med dit barn og fortæl noget a la følgende:

“Du er virkelig blevet storHjemmelavede gaver fra julen 2014 det seneste år. Men du er ikke kun vokset en masse –  du har også fået et større hjerte  [giv 2-3 eksempler på empatisk adfærd, hvor dit barn har vist hensyn til andre menneskers følelser, gjort en god gerning eller lignende inden for det seneste år]. Faktisk er dit hjerte vokset så meget, at jeg tror, at du er klar til selv at blive en nisse.

Du har sikkert lagt mærke til, at de fleste julemænd og nisser du ser, er mennesker, der har klædt sig ud. Nogle af dine venner har måske endda sagt, at der slet ikke findes julemænd og nisser. Det er det mange børn, der tror, men det er fordi de endnu ikke SELV er klar til at blive nisser, men det ER DU.

Hvad tænker du, der er det bedste ved nisser og julemænd? …

Hvad får julemanden og nisser ud af alt det besvær? [få børnene væk fra at fokusere på godter  og ting, og tal om den gode følelse, som nisser og julemænd får, når de gør noget godt for andre]. Ved du hvad? Nu er du også klar til at lave dit første stykke nisse-arbejde. 

Gaver fra julen 2015

Herefter skal børnene vælge en de kender – en nabo, et familiemedlem, en kammerat eller lignende. Barnets mission er hemmelig – fuldstændig som var de en hemmelig agent. Den handler om at finde ud af, hvad personen har brug for eller ville blive glad for, og så derefter pakke det ind og give det til vedkommende. Han/hun får ALDRIG at vide, hvor gaven kommer fra. At være nisse handler nemlig ikke om at få ære for det, man gør. Det er en uselvisk handling, hvor det handler om at give. Og mærke hvor rart det er at give af hjertet. Alle kan derfor i princippet blive til nisser.

Børnene ender på den måde ikke med at føle, at de er blevet løjet for, fordi det julemanden og nisser i virkeligheden handler om, er at give, og det er den hemmelighed, som børnene får indsigt i. Alle kan gøre noget godt for andre uden at forvente at få noget igen – præcis det som er meningen med julen. At give af hjertet, og ikke for at få noget selv.

Jeg ville ønske jeg selv var kommet på dette for 3-4 år siden, da min store pige var holdt op med at tro fuldt og fast på julemanden og nisser.

Men jeg vil helt klart forklare hende julens ånd igen i år og fortælle hende at hun faktisk er moden nok til at være nisse.

Tak for besøget, smukke sjæl

Kram,

Liljesofie

Navneskift – en praktisk tjekliste

Navneskift, navneændring eller navneforandring kan være en vidunderlig ting, når man fx skal giftes, eller skabe et navnefællesskab, eller bare lægge et uelsket gammelt navn bag sig for at tage et nyt, som man holder af. 

Det tekniske omkring en navneændring kan være lidt uoverskueligt, hvorfor jeg har lavet en tjekliste, som gør det nemmere for mig at overskue hvad jeg skal have gjort og have styr på. Jeg håber du måske kan få glæde af mit arbejde
Jeg fandt en del informationer på borger.dk:

  • Selve ansøgningen om navneændringen (510kr, kan i nogle givne tilfælde være gratis)
  • Sundhedskort (190kr – ikke i alle kommuner) – i nogle kommuner bliver den sendt ud automatisk.
  • Kørekort (280kr for et duplikat kørekort, ikke lovpligtigt)
  • Pas (626kr for et nyt dansk pas hvis du er mellem 18 og 64 år) – husk også at du godt kan vente indtil det udløber, hvis bare du sørger for at flybilletter skal være bestilt i samme navn som du har i passet.

Oplysning om navneændringen sendes automatisk til CPR/Folkeregistret , men følgende steder skal du selv give besked om din navneændring:

  • Udlejer/andelsboligforening/kolonihaveforening/evt. viceværten
  • Bank/kreditkort/online betalingskonti (paypal o.l.)
  • Forsikringer
  • Arbejdsgiver/-e
  • Uddannelsesinstitution/-er
  • Børns skole/børnehave/daginstitution
  • Fitnesscenter/idrætsforening/andre foreninger
  • Diverse medlemsabonnementer/magasiner/bogklubber
  • Diverse online brugerkonti/email/hostingudbyder/fora
  • PostNord/e-boks/
  • Evt. relationer som du ikke har på fx Facebook og derfor ikke ser det automatisk

Jeg håber denne tjekliste vil hjælpe dig, som står og føler det er lidt uoverskueligt. Jeg ved i hvert fald at det var sådan for mig.

Har du måske tilføjelser til listen, ville jeg blive utrolig glad for det, hvis du ville lægge en kommentar, så jeg kan få tilføjet dem her.

Kærligst,

Liljesofie 

Hvorfor vælge at ændre navn?

Jeg har for det første altid hadet mit tidligere navn.

Så jeg har egentlig i mange år ønsket mig at kunne foretage en ændring, men jeg vidste faktisk ikke, at jeg helt reelt kunne skifte mit fornavn ud, før jeg undersøgte reglerne nærmere for et par år siden, hvorefter jeg satte mig mere ind i hvad det indebærer.

For det andet har kæresten og jeg talt om at danne navnefællesskab, for at VI skal føles mere som en samlet familie , så da vores søn skulle navngives, besluttede vi os for at vi lige så godt kunne give ham det efternavn vi ville have i fællesskab, fra start, så han ikke behøver at få sit rettet navn på et senere tidspunkt.
Nu afventer vi spændt om alle vores navneændringer går igennem uden problemer, så vi kan få samme efternavn alle fire.

Og for det tredje: Jeg har valgt at få en numerolog (skønne Alberthe Toft ) til at kigge på mit numeroskop setup og give mig et praj om, hvad der ville være bedst for mig lige nu i mit liv, det er der jo ingen der tager skade af at jeg gør. Og da fik jeg nogle lister jeg kunne vælge ud fra.

Jeg fandt så Victoria som første fornavn, som jeg har det godt med i maven, og så fandt jeg selv på at sammensætte Liljesofie, ud fra listerne, som et nyt navn i Danmark, og som jeg gerne vil kaldes fremadrettet.

Det svinger meget bedre for mig. Jeg har det så meget bedre med at hedde noget jeg synes lyder godt, fremfor noget der altid knaser i mine ører. 

Tak fordi du læste med,

Liljesofie

Endelig certificeret børneyogalærer

I denne uge kom mit certifikat endelig med posten – og det er så flot og fint. Jeg er total glad for det, så jeg har straks hængt det op på væggen (i mit bagua område for livsvej og karriere selvfølgelig), hvor det pynter så fint 

Så nu er jeg altså YogaRollinger Børneyogalærer – Jubii!!!

Næste step på vejen bliver en RCYT 95 timers overbygning, hvor jeg går endnu mere i dybden med børneyogaen. Det sker til foråret og jeg glæder mig allerede. RCYT (Registered Childrens Yoga Teacher) er en international anerkendt overbygning godkendt af Yoga Alliance. Jeg får dog ikke certifikat for det, før jeg også har taget YT 200, som er grunduddannelsen for yogalærere der må undervise voksne. Den har jeg endnu ikke taget, men er i færd med at forberede det.

Yoga er bare helt vildt fantastisk som værktøj mod både stress og depression, efter min mening. Det har hjulpet mig så meget i min egen healings process og det er skønt at implementere børneyogaen i en hverdag med en tumling.

Nu vil jeg nyde min fredag aften med familien. Det håber jeg også du gør 

Kram

Liljesofie 

 

Bloggen er flyttet

Nogle af jer har måske fulgt mig eller kender mig fra før mit navneskift.
Derfor vil jeg blot ganske kort fortælle jer følgende.

Jeg har tidligere haft en blog ved blogspot, men jeg har længe overvejet at flytte til WordPress, og har nu taget springet.
Samtidig har jeg brugt en del tid på at justere bloggens udseende, så den kommer tættere på de typer hjemmesider jeg nyder allermest at besøge.

Efter mit navneskift har jeg så også besluttet at min blog også skal skifte navn. Jeg har givet den mit nye mellemnavn, da jeg er meget glad for det.

Historien bag mit navneskift vil jeg dele med jer en anden god gang.
Lige nu håber jeg bare at du vil nyde besøget på min blog.

Kram,

Victoria Liljesofie