Eksisterer julemanden eller ej?

Gør du dine børn en bjørnetjeneste ved at holde ideen om julemanden i live, eller giver du dem brugbare værktøjer for livet ved fremelske leg, hygge og brugen af fantasien?

Forleden dag faldt jeg over en artikel i Berlingske, som netop påstod, at forældre gør det skidt, når de holder gang i juleløgnen…

Jeg tænker, at min opdagelse af at mine forældre ikke var “vogtere af sandhed” var meget sund. Jeg ved ikke hvad de forskere skriver mere end det der udpensles i artiklen her og en anden avisartikel jeg fandt. Men jeg ved, at jeg synes, at det lyder lidt tosset at prøve at give børn en idé om at deres forældre aldrig nogensinde lyver, eller leger en fantasileg fx.Eventyrligt genanvendeligt juletræ

Jeg for min del tror, at det også er lidt for meget at forvente, at forældre skal kunne matche op på rollen som “vogterne af sandhed…”. Jeg tror, at det er for meget pres at lægge på to helt almindelige mennesker. For hvem kan med lethed sige sig fuldstændig fri af nogensinde at komme lidt på afveje? Hvem kan påstå aldrig at komme til at fyre en hvid løgn af?

Jeg lyver dælme sjældent om noget som helst, fordi jeg virkelig ønsker at være sandfærdig for min egen skyld, forat jeg kan stole på mig selv. Men jeg kommer da ud for at lyve uden at være bevidst om det, når jeg fx glemmer jeg har sagt noget, som min datter så sjovt nok godt kan huske jeg sagde…. og flere dage senere går det så op for mig, at hun havde ret og jeg dermed fremstår som enten en løgner eller dement….(a.k.a. not perfect, og det er vi forældre heller ikke, og det skal vi heller ikke være). Og så må jeg jo gå til bekendelse og tale med hende om, hvorfor jeg holdt fast i noget der tydeligvis var en løgn, men som jeg troede var sandt.

Jeg kommer også til at fyre en hvid løgn af når jeg er presset og bange for at hele den nøgne sandhed i en given situation vil være for svær at sluge for den jeg er overfor, eller hvis jeg blot er bange for at samtalen kan komme til at blive ti et regulært skænderi, hvis jeg ikke lægger lidt vat på sandheden. Den del af det, forsøger jeg ihærdigt at skære ned på, ved at tænke grundigt over det jeg vil sige, og overvejer hvordan jeg kan udtrykke det sandfærdigt, men skånsomt/hensynsfuldt, så det ikke udarter sig til en skænderi.

Så nej, jeg er heller ikke altid 100 % ærlig, selv om jeg vitterlig ville ønske jeg var.

Jeg ved at jeg ville få koldsved på panden af at skulle leve op til at være “vogter af sandheden”. Jeg vil da langt hellere forsøge at vise mine børn, hvordan man KAN håndtere det, når sandheden er svær. Vores børn ser os forældre, og efterligner os, om vi vil det eller ej. Og jeg om nogen ved, hvor svært det er som barn, at undlade at kopiere sine forældre (det kan være en sej kamp). Derfor forsøger jeg efter bedste evne at vise dem hvornår det er nogenlunde acceptabelt at træde forsigtigt med sandheden, og hvornår det er absolut nødvendigt ikke at lyve. Med min store pige taler jeg også om vores og andres måder at håndtere sandheden på. Min lille dreng kan endnu ikke forstå konceptet på det plan, så da må jeg nøjes med at tale om ham og mig selv når en situation opstår.

Tilbage til juleløgnen, så anser jeg den ikke for den vigtigste brik i puslespillet om hvordan vi lærer vores børn om sandhed og løgne og hvordan vi lærer dem at være gode medborgere i samfundet. Jeg tror at det i meget højere grad handler om hverdagen, og de situationer der opstår hele året igennem.
“Juleløgnen” ser jeg mNissen Alfus' dørere som en leg, vi leger sammen, hele familien. Ja, faktisk hele samfundet. Vi leger, at der findes nisser, som kan finde på at drille, som elsker risengrød og som man næsten aldrig får at se. Vi leger, at der findes en venlig mand, med hvidt skæg og rare øjne, som giver børnene gaver til jul, fordi han ønsker at glæde dem – en reminder om, at julens ånd blandt andet handler om at glæde hverandre.

Noget andet jeg synes er lidt spøjst ved ovennævnte artikel: vi voksne vil angiveligt gerne leve os tilbage til den “tabte barndom” med fantasivæsener/eventyr/o.l., men vores børn bør åbenbart ikke nyde det samme nu mens de ER børn? Jeg har ikke mistet tilliden til menneskeheden eller mine forældre fuldkommen bare fordi jeg fandt ud af, at julemanden altså ikke bringer mine gaver, at påskeharen ikke deler æg ud, at tandfeen ikke indsamler og opbevarer mine tænder og at Kristendommen ikke er den eneste religion der findes/er sand (for det var en af de “sandheder” jeg voksede op med).
Det har givet mig stof til eftertanke, helt klart. Jeg har lært at tænke på eventyrlige traditioner og religioner, som et kulturelt krydderi, noget man k
an anvende på en måde så den samlede ret smager særligt godt, eller helt forfærdelig.

Men det har på ingen måde lært mig, ikke at stole på mine forældre. Når jeg er ude i hampen og har brug for hjælp, så er jeg da ikke i tvivl om, at mine forældre altid vil mig det bedste og hjælpe mig. (Obs: de har bestemt ikke kun løjet om julemandens eksistens!)

Artiklen henviser til Christopher Boyle og Kathy McKay, som har skrevet en videnskabelig artikel med titlen »A Wonderful Lie«.

Dr Kathy McKay har udtalt sig således om det:

“It’s not so much the concerns about Santa, it’s concern about how children find out that Santa isn’t real and how children are supported if they are upset when they find out,

“A lot of children find out as a process of growing up and maturing, and some children find out because someone tells them.

“When you find out in a way that is not positive, that could lead a child to be ridiculed and it can be really hurtful.

“So the reason we did this paper was to look at how we have those conversations with children about why we lie and what those lies mean.”

Og derfor må jeg konkludere, at denne videnskabelige artikel kan tolkes på mange måder. Berlingskes skribent har tolket den på én måde og fremsat det sådan at “juleløgnen” er noget skidt noget.
Jeg tolker det ud fra Dr McKays udtalelser til 720 ABC Perth sådan, at vi som forældre sagtens kan …. Det handler bare om at vi træffer BEVIDSTE valg når vi er sammen med vores børn, ligesom i alle andre sammenhænge.
Bevidsthed er i mine øjne ikke kun at vide at man lyver om noget, det er ikke at være bevidst, når man ikke er klar over at det kan have ubehagelige konsekvenser.
Så når vi fx vælger at fodre børns tro på julemanden eller nisser eller påskeharen  for den sags skyld, så handler det om at være bevidst om, hvorfor man gør det, og tage ansvar for de mulige konsekvenser, og være opmærksom på hvad det så er der dukker op.

Dr McKay sagde at forældre er nødt til at overveje, hvordan deres børn finder ud af at julemanden ikke eksisterer og hvordan de vil tale med børnene om det.

“It’s a very upsetting thing when you are told in a way that is not comfortable,

“Just because you weren’t traumatised doesn’t mean another child isn’t going to be.”

Hun sagde at der ikke er noget rigtigt tidspunkt at finde ud af det på for børn.

“I think parents know their own children best.

“If your child is getting to an age when you think they are going to start asking, tell them the truth, in a way that strengthens your relationship with your child.”

Og netop det der med hvordan vi fortæller vores børn om sandheden om julen, har en anden kvinde givet et efter min mening fantastisk bud på i HuffingtonPost. Jeg så det på Nopa (nordicparenting.dk) og synes ideen var så fantastisk, at jeg simpelthen også måtte præsentere den for dig.

Det går ganske simpelt ud på, at børnene går fra at modtage gaver og glæde til også SELV at være en, der giver til andre. Sæt dig sammen med dit barn og fortæl noget a la følgende:

“Du er virkelig blevet storHjemmelavede gaver fra julen 2014 det seneste år. Men du er ikke kun vokset en masse –  du har også fået et større hjerte  [giv 2-3 eksempler på empatisk adfærd, hvor dit barn har vist hensyn til andre menneskers følelser, gjort en god gerning eller lignende inden for det seneste år]. Faktisk er dit hjerte vokset så meget, at jeg tror, at du er klar til selv at blive en nisse.

Du har sikkert lagt mærke til, at de fleste julemænd og nisser du ser, er mennesker, der har klædt sig ud. Nogle af dine venner har måske endda sagt, at der slet ikke findes julemænd og nisser. Det er det mange børn, der tror, men det er fordi de endnu ikke SELV er klar til at blive nisser, men det ER DU.

Hvad tænker du, der er det bedste ved nisser og julemænd? …

Hvad får julemanden og nisser ud af alt det besvær? [få børnene væk fra at fokusere på godter  og ting, og tal om den gode følelse, som nisser og julemænd får, når de gør noget godt for andre]. Ved du hvad? Nu er du også klar til at lave dit første stykke nisse-arbejde. 

Gaver fra julen 2015

Herefter skal børnene vælge en de kender – en nabo, et familiemedlem, en kammerat eller lignende. Barnets mission er hemmelig – fuldstændig som var de en hemmelig agent. Den handler om at finde ud af, hvad personen har brug for eller ville blive glad for, og så derefter pakke det ind og give det til vedkommende. Han/hun får ALDRIG at vide, hvor gaven kommer fra. At være nisse handler nemlig ikke om at få ære for det, man gør. Det er en uselvisk handling, hvor det handler om at give. Og mærke hvor rart det er at give af hjertet. Alle kan derfor i princippet blive til nisser.

Børnene ender på den måde ikke med at føle, at de er blevet løjet for, fordi det julemanden og nisser i virkeligheden handler om, er at give, og det er den hemmelighed, som børnene får indsigt i. Alle kan gøre noget godt for andre uden at forvente at få noget igen – præcis det som er meningen med julen. At give af hjertet, og ikke for at få noget selv.

Jeg ville ønske jeg selv var kommet på dette for 3-4 år siden, da min store pige var holdt op med at tro fuldt og fast på julemanden og nisser.

Men jeg vil helt klart forklare hende julens ånd igen i år og fortælle hende at hun faktisk er moden nok til at være nisse.

Tak for besøget, smukke sjæl

Kram,

Liljesofie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *